Jeg har altid haft et stort ønske om at skabe fællesskaber for andre — måske fordi jeg selv har manglet dem. Når man er midt i en spirituel opvågning, kan det føles, som om man står alene med tanker og følelser, som omverdenen ikke altid forstår.Derfor har det altid været en hjertesag for mig at skabe rum, hvor vi kan mødes, dele og spejle hinanden.

Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg ser, at mennesker, der har mødt hinanden gennem mine arrangementer, begynder at ses privat bagefter.
For det er lige præcis det, der er meningen – at skabe forbindelser, hvor lyset mellem mennesker fortsætter med at skinne.

Men jeg vil være ærlig: det kan også være ensomt på toppen.

Som facilitator er jeg den, der holder rummet. Jeg er rammen omkring fællesskabet, og det betyder, at jeg ofte står lidt udenfor.
Når kakaoceremonien slutter, og deltagerne står ude på vejen og de

ler oplevelser i en halv time, så står jeg der – glad og rørt – men også med en stille længsel.
For et sted inden i mig er der en, der længes efter at være en del af det, ikke kun den, der skaber det.

Balancen er svær.
Jeg kommer så tæt på mange af jer, der deltager. Jeg får lov til at kende jeres inderste tanker, jeres sårbarhed, jeres håb. Vi deler noget dybt – og jeg mærker jer længe efter.
Men pludselig en dag er I videre i jeres liv, som I skal.
Og jeg sidder tilbage og tænker:
Hvordan mon det går dig nu? Må jeg egentlig skrive og spørge?

Forleden fik jeg en besked fra en skøn kunde, der skrev:


"Nu spørger jeg altså bare har tænkt på det længe. Det er helt okay hvis du ikke har lyst. Har du lyst til at drikke en kop kaffe/te sammen en dag."

Den besked rørte mig dybt.
Vi mødtes, og mit professionelle jeg blev lagt på hylden.
Vi snakkede om alt og intet, og jeg kunne mærke, hvordan det fyldte noget helt særligt i mig – at få lov at mødes menneske til menneske, uden roller, uden facader.

Det mindede mig om, at selvom jeg arbejder med fællesskab og energi, så har jeg også selv brug for at blive set, rummet og mødt – uden at være hende, der holder rummet.

Det var så fint. Så ægte. Så nødvendigt. 🌸

Måske du, der læser med, kan genkende følelsen – den der balance mellem at give og længes, mellem at være til stede for andre og selv have brug for nærvær.
Hvis du kan, så vil jeg bare sige: du er ikke alene.