Som vågekone sidder jeg hos mennesker, når livet nærmer sig sin afslutning. Det er frivilligt arbejde, men for mig føles det som et kald. At være vidne til overgangen mellem liv og død giver en særlig ro og indsigt – og minder mig om, hvor skrøbeligt og smukt livet er.

Forleden blev jeg kaldt til Herlev hospital. Her sad jeg hos to kvinder, begge over 85 år, som var i deres sidste tid. Jeg tilbragte seks timer med dem – og det satte mange tanker i gang.

Den ene kvinde virkede ængstelig. Hun kæmpede med

at huske at trække vejret og havde brug for en hånd på skulderen af og til. Hun havde brug for at mærke, at hun ikke var alene.

Den anden kvinde var helt anderledes. Hun udstrålede en ro og en accept, som om hun vidste, at der ikke var noget at frygte. Hun tog imod hvert åndedrag med nærvær – som om hun havde al den tid, hun behøvede, før hun skulle herfra.

Hvorfor skal døden tage tid?

Det fik mig til at spørge mine guider: Hvorfor skal vi v

ente på døden? Hvorfor tager den sidste del af livet så lang tid, når kroppen alligevel stille og roligt lukker ned?

Svaret var enkelt, men dybt: Døden er en overgang. Det er ikke meningen, at den skal stresses. Den tid, vi som mennesker oplever som venten, er i virkeligheden en vigtig del af sjælens rejse.

I denne periode mødes to verdener. Den døende forlader gradvist kroppen og får en højere bevidsthed. Det, vi ser som et menneske, der ligger stille, er samtidig et menneske, der bevæger sig ind i en større virkelighed.

Livet mellem livene

Det er en forberedelse på “livet mellem livene”. Mange oplever, at deres afdøde kære eller sjælefamilie kommer tættere på i denne tid. Som om sløret mellem verdenerne bliver tyndere.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at mange efterladte drømmer om deres kære lige inden de går bort. Sjælen er mere fri i denne tid – mere sjæl end krop – og kan derfor vise sig på andre måder.

Ingen skal dø alene

Da jeg gik hjem fra hospitalet, vidste jeg ikke, at begge kvinder ville tage deres sidste åndedrag få timer senere. Men jeg vidste, at de ikke havde været alene.

Og det er for mig det vigtigste. At der findes vågekoner. At der er nogen, som kan holde en hånd, hvis familien er udmattet – eller hvis ingen pårørende er der.

Ingen bør forlade livet alene.
At sidde ved et menneskes side i deres sidste timer er måske det største og mest stille kærlighedsarbejde, man kan give.